Årets BTI

Årets BTI pokaler 2023 blev uddelt på BTI`s generalforsamling den 26. februar 2024

Årets BTI Leder 2023:

Årets leder er opvokset i Bindslev og fra barns ben aktiv i BTI, hvor både fodbold, badminton og håndbold blev prøvet af. Oplagt når man boede tæt på BTI´s anlæg, ”Parken” og hallen.

Men det var måske først da Tannisbugt Hallen fik den store ombygningstur i 1991, hvor der blev lavet et Motionsrum at Årets leder, dog en del år senere, fandt den rette hylde for fysisk aktivitet.

Det blev for Årets leder den helt store passion, hvilket betød faciliteterne i Tannisbugt Hallen, om ikke blev kvittet, så suppleret med større og mere moderne kommercielle træningscentre der kunne imødekomme både krav og ønsker til seriøs træning.

Da der tilbage i 2015 skulle etableres et moderne Fitnesscenter i BTI var det oplagt at forsøge at inddrage Årets leder, der i mellemtiden havde taget uddannelsen som Personlig træner på Aalborg Sportshøjskole, i dette arbejde. 

Ved henvendelse fik vi hurtigt et ja, hvilket har haft en uvurderlig værdig for BTI Fitness og hvor de står i dag. At Årets leder ydermere også har uddannet sig som fysioterapeut. Det har heller ikke skadet BTI Fitness. Og det selvom Årets leder er frivillig på lige vilkår øvrige instruktører og med respekt ikke er fysioterapeut når han er frivillig.

Årets leder er et rigtig foreningsmenneske og har også i en periode været fysisk træner i BTI Håndbold.

I BTI Fitness er man glade for, at Årets leder, trods bopæl i Hjørring og snart to små børn, netop har ladet sig genvælge til Styregruppen med blandt andet ansvar for træningsudstyr/maskiner samt fortsat er en fast del af instruktørgruppen.

Årets BTI Leder 2023 er Rasmus Kolbe Kristiansen fra BTI Fitness


Årets BTI`er:

Terese er både på og udenfor banen en vigtig brik i BTI-Håndbold

På banen har Terese i år været en væsentlig del af den gruppe af spillere, der har rykket vores     damehold op i danmarksserien - den bedste række, som BTI-Håndbold har haft hold i, i hvert fald de seneste 20 år

Terese har både som ungdomsspiller og nu som senior altid spillet en vigtig rolle for "hendes hold", selvfølgelig som spiller, men mindst lige så meget som en af dem, der på helt enestående vis prioriterer fællesskab og sammenhold. Og der kan de noget særligt, de der af vores piger omkring de 20

Udenfor banen tager Terese et stort ansvar. Hun er en af de unge, der er hoppet på hovedet ud i bestyrelsesarbejdet - og det skal ingen være i tvivl om, det er guld værd og virkelig, virkelig vigtigt for en afdeling som BTI-Håndbold.

Hun er også træner, og har efterhånden - trods sin unge alder - været det i nogen år, nok omkring måske fem? 

Og så har Terese de sidste par år virkelig slidt og slæbt, når vi skaber det økonomiske fundament for BTI-Håndbold til Danacup på Højene Skole i uge 30. Og ikke bare i uge 30, men også planlægningen og i det hårde arbejde med at få alle vagter besat.

Årets BTI`er 2023 er Terese Pouline Madvig fra BTI Håndbold


BTI Æresmedlemmer 2024 - Poul-Erik Strange fra BTI Tennis og Bjørn Olsen fra BTI Badminton

Begge er personligheder i deres afdelinger og har været drivkræfter gennem mange år, og det bedste er, at de stadig har deres gang i BTI. De er meget respekterede, og siger ikke nej til at give en hjælpende hånd.

Erik Vinding fra BTI Fodbold

Erik er desværre ikke blandt os mere, og det efterlader et stort tomrum i BTI Fodbold. Erik var meget vellidt, og fungerede i mange år som holdleder, kampfordeler og kontakt til kommunen. Kontakt havde han også til alle spillere, unge som ældre, gennem hans utrættelige arbejde i klubhuset og på fodboldanlægget, for at de skulle have de bedste forhold. Jeg er meget glad for, at jeg nåede at besøge ham og over et par øl fortælle, at han ville blive Æresmedlem i BTI. Jeg tror Erik blev lidt rørt, det gjorde jeg i hvert fald.

Æret være Eriks minde.


På BTI Bestyrelsens vegne, et stort og fortjent tillykke til alle fem med pokalerne.

John Madvig, formand.


 

Årets BTI pokaler 2022 uddelt på generalforsamlingen 27. februar 2023

Årets BTI`er 2022 – bestyrelsens webmaster Anita Jensen

Indstillet af BTI Bestyrelsen og BTI Fodbold.

Årets BTI`er er meget i kulissen. Så meget, at når jeg en gang mødte hende på gaden, var jeg i tvivl om det var Anita. Til min trøst, var hun også i tvivl om jeg var den, hun troede. Men Anitas arbejde i kulissen er uvurderligt, idet det er BTI`s ansigt udadtil, nemlig hjemmesiden. Jeg har mange gode mail udvekslinger med Anita, og jeg synes vores hjemmeside er rigtig fin og overskuelig. Anita står også til rådighed for BTI afdelinger med hjælp og råd, hvis de skulle have brug for det, de klarer jo selv deres egne hjemmesider. Selv om afdelingerne foretrækker Facebook, er hjemmesiderne et godt sted for faste informationer til folk med interesse i BTI. Anita har i flere år været behjælpelig i hele BTI med administrative opgaver, f.eks. kontingentskemaer, vagtskemaer til Dana Cup og lignende opgaver, og en sikker support i den henseende.


Årets BTI Leder 2022 – Jasper Grønning Zschiesche.

Indstillet af BTI Håndbold.

Jasper er 24 år, har spillet håndbold i BTI siden han var 8 år og er en af et kuld drenge, som vi heldigvis stadig har stor fornøjelse af i håndboldafdelingen. Han har gennem de sidste mange år hjulpet til, hvor vi har haft behov for det – han siger faktisk aldrig rigtig nej. De seneste tre år har Jasper været træner for vores piger, der nu spiller U15. Det er et hold, hvor det er absolut nødvendigt både at være dygtig til at lære pigerne at spille håndbold OG at håndtere piger med forskellige udfordringer. Desuden er der behov for at holde sammen på et hold, hvor der i virkeligheden er for få til at det kan lade sig gøre. Han er rigtig god til træningen og til samspillet med pigerne, herunder at lave forskellige sociale arrangementer for holdet. Jasper er desuden i dag medlem af styregruppen for BTI Håndbold og bidrager i den grad til udviklingen af afdelingen. Det er meget værdifuldt at have unge øjne i styregruppen. Det er faktisk uvurderligt. Jasper repræsenterer på fornemste vis både trænerne og de unge seniorspillere i styregruppen og er desuden altid meget velovervejet i alle sammenhænge. Han forstår intuitivt BTI Håndbolds normer og værdier og vi har stor glæde af Jaspers naturlige integritet. Han glemmer aldrig, at vi har et mål om så vidt muligt at have et håndboldtilbud til alle.


BTI Æresmedlem 2023 – Robert Lauritsen og Arne Hartmann Pedersen.

Indstillet af BTI Bestyrelsen.

På opfordring ved sidste generalforsamling, genindfører vi begrebet ”Æresmedlem”. Sidste gang var i 2001, hvor Flemming Mejlvang og Hans Nikkelsen blev hædret. Det er længe siden, og derfor udnævner vi også to personer denne gang. Der er flere navne på listen, så der er nok at tage af de kommende år. Når jeg hører hvad disse lokalpatrioter har udrettet i BTI før jeg kom til klubben, hvad de har udrettet i den tid jeg har været i klubben og hvad de stadig udretter, for de er med når der sker noget i BTI regi. Så giver det mening med en udmærkelse. Ingen er uundværlige, men disse er tæt på. 

Flemming fortalte noget om, at i 2001 var der noget med gratis entre eller sådan noget.
For min egen regning vil jeg sige, at:

  • når Superligaen kommer til Bindslev Stadion,
  • eller når Håndboldligaen kommer til Tannisbugthallen,
  • eller når Vendsyssel Badminton Elite spiller DM finaler i Tannisbugthallen,
  • eller når Holger Rune spiller i BTI Open i Tversted,
  • eller når DM i havkajak afgøres på Tversted Strand,
  • eller når DM i spinning afholdes i ”Kulturboksen”,

så har I gratis entre.

Et stort tillykke til alle fire med udnævnelserne.

På bestyrelsens vegne
John Madvig, formand



 

Årets BTI pokaler 2021 uddelt på generalforsamlingen 28. februar 2022

Årets BTI´er 2021 – Maiken Gustafson fra BTI Badminton.

Indstilling af BTI Badminton:

Maiken har gennem en årrække været aktiv i BTI Badminton, både som leder, aktiv og frivillig. Da vi akut stod og manglede en træner til denne sæson, trådte Maiken til. ”Vi kan ikke lade alle de mennesker/børn stå uden træner”, er hendes tankegang. ”Vi må finde en løsning på tingene”.

Derudover er Maiken`s spidskompetence det sociale liv i afdelingen. Fællesskab og børnene skal have det godt sammen til træning og kamp. Hun er initiativtager til mange klubture og stævner.

Maiken er et godt valg som ”Årets BTI´er”, måske især i denne Coronatid, hvor alle hendes kompetencer er vigtige, også på den anden side af pandemien.


Årets Leder 2021 – Maria Lund Lassen fra BTI Fitness.

Indstilling af BTI Fitness:

Maria har fra dag et været et stort aktiv for BTI Fitness. Først med opbygningen af hele afdelingen, hvor hun hurtigt gik ind og tog sig et ansvar, udover at være fast instruktør. I dag er Maria en vigtig brik i dagligdagen, hvor hun ”lukker huller” hvor det er nødvendigt. Det kan nævnes, at Maria blandt andet har ansvaret for besvarelse af spørgsmål via Facebook, booking af instruktion, juleudsmykning, café området samt holdinstruktør med ”Puls & Styrke” og ”Seniortræning.

Nok så vigtigt, er Maria initiativrig og altid med på nye gode ideer, der kan udvikle BTI Fitness.

Maria vil være et godt valg til ”Årets Leder 2021”, som forbillede og inspiration for mange.